Menu

JS Herrer: Hård præmiere i Jyllandsserien !

image
07. april 2018 kl. 20:47

MorsØ FC – Hirtshals 1-4

Det startede så fint, men endte med et klart og fortjent nederlag på 1-4 i præmieren som oprykker til Jyllandsserien.

I en jævnbyrdig og chancefattig indledning var Morsø FC helt på højde med modstanderne og kom også foran, da Jonathan Spanggaard var først på en ripost og fra nært hold flugtede bolden i mål.

1-0 og stor glæde i MorsØ lejren og blandt tilskuerne til den godt besøgte hjemmekamp i Morsø Multipark.

Men herfra overtog gæsterne gradvis mere og mere af spillet.

Et par gange måtte keeper Mads Søndergaard afværge på store Hirtshals-chancer, men syv minutter før pausen gik den ikke længere, da en Hirtshals-spiller efter et skud på overliggeren var først på bolden og udlignede fortjent til 1-1.

Efter pausen var det fortsat Hirtshals som dominerede spillet og med et drømmehug på kanten af feltet bragte Hirtshals sig fortjent foran 2-1.

Herefter ændrede træner Heinrich Olesen på opstillingen og den taktiske ændring gav pote da MorsØ straks kom bedre med i spillet. Det resulterede i et par gode chancer, og specielt indskiftede Christian Bro burde have bragt balance i regnskabet med sin afslutning på et flot indlæg fra Mathias Odgaard Jørgensen, men desværre lige forbi mål.

Bedst som tilskuerne troede at en udligning var lige om hjørnet slog Hirtshals dog til igen. Først kiksede et indgreb i venstre side. Det resulterede i et upresset indlæg som blev kynisk udnyttet. Få minutter efter blev et boldtab i højre forsvarsside igen kynisk udnyttet af Hirtshals. 1-4 og game over.

- Det var en hård dåb. Det er skidt at tabe 4-1 mod det andet oprykkerhold, men Hirtshals var også væsentligt stærkere end vi havde regnet med.

- Første halvleg var præget af, at Hirtshals ville det mere end os. Jeg ved ikke, om det kom bag på vores spillere, at tempoet er højere end i serie 1, men vi må bare tage ved lære af det, og det kan også være, at vi skal spille mere primitivt, sagde træner Heinrich Olesen.

Pausestilling: 1-1

Mål: 1-0 Jonathan Spanggaard (22), 1-1 (39), 1-2 (57), 1-3 (71), 1-4 (73)